NEJ til 80 km/t på Tølløsevej

NEJ til 80 km/t på Tølløsevej

Startet af Natasja Uldall Svennevig for 1 uge siden

Følgende skrivelse vil blive indsendt til Plan- og Erhvervsudvalget i Holbæk Kommune:

Vi er gennem medierne blevet gjort opmærksom på, at Holbæk Kommune påtænker at forøge hastighedsgrænsen fra 60 km/t til 80 km/t på Tølløsevej på strækningen mellem Nyrupvej og Katholmvej. Dette ønsker vi hermed formelt at gøre kraftig indsigelse imod.

Det er vores klare opfattelse, at forvaltningens nuværende beslutningsgrundlag beror på forældede antagelser og mangelfulde data, som fuldstændig overser de reelle, fysiske risici på strækningen.

Vi anmoder udvalget om at revurdere sagen på baggrund af følgende seks afgørende punkter:

Tung trafik, landbrugsmaskiner og vejens geometri (mørketal i statistikken): Strækningen har en udtalt trafiksammensætning med mange store, tunge lastbiler samt et meget højt antal brede landbrugsmaskiner. Vejens fysiske geometri, manglende bredde og bløde grøftekanter er overhovedet ikke gearet til, at tunge maskiner og personbiler skal passere hinanden med 80 km/t.

Administrationens materiale angiver, at der ingen uheld har været på strækningen. Dette er faktuelt forkert og skyldes udelukkende, at ulykkesstatistikken overser det store mørketal af materielle uheld uden personskade. Der har været en række alvorlige hændelser, som dokumenterer vejens reelle farlighed:

  1. 7. april 2022: En stor kølelastbil væltede om på siden på Tølløsevej mellem Nyrupvej og Nr. Vallenderød, hvilket resulterede i totalspærring af vejen i mange timer (zone med 60 km/t).
  2. Januar 2023: En lastbil væltede om på siden ud for Tølløsevej 143 (vest for Gammel Tølløse) og skabte massive trafikale udfordringer (zone med 80 km/t).
  3. 24. oktober 2023: En tungt lastet sand- og gruslastbil skred ud i vejgrøften i en let kurve ud for Tølløsevej 143 og væltede (zone med 80 km/t).
  4. Maj 2024: En lastbil forulykkede på strækningen mellem Ugerløse og Nr. Vallenderød og spærrede vejen fuldstændig for al morgentrafik (zone med 60 km/t).

Derudover er der oplevet flere uheld ved krydset ved Nyrupvej.

Vi medtager eksempler fra andre strækninger på Tølløsevej, hvor fartgrænsen er 80 km/t, da det er relevant for denne sag. Når der allerede på strækninger med 60 km/t sker uheld, virker det meget uhensigtsmæssigt at øge fartgrænsen.

Direkte fare for bløde trafikanter og skolebørn: Administrationen bruger eksistensen af en ’cykelsti i eget tracé’ som en begrundelse for at hæve farten. Cykelstien er flittigt brugt af områdets børn og unge samt motionscyklister, men den løber umiddelbart parallelt med vejbanen. Når store lastbiler som dokumenteret ovenfor med jævne mellemrum skrider ud af kørebanen, vil en hastighedsforøgelse betyde en direkte og uacceptabel livsfare for de bløde trafikanter på stien.

Ydermere ligger der lige ud for Nyrupvej et ubeskyttet busstoppested, som hver dag benyttes af områdets skolebørn. Stoppestedet er placeret direkte ud til kørebanen uden fysisk afskærmning og børnene skal krydse vejen for at benytte stoppestedet. At hæve hastigheden til 80 km/t på netop denne strækning vil skabe utryghed og uoverskuelige risici for skolebørnene.

Legitimering af eksisterende fartovertrædelser og øget risiko: Vi oplever allerede i dag, at der jævnligt køres markant for stærkt på strækningen – især af tunge lastbiler og motorcykler, der overtræder de nuværende 60 km/t.

Hvis kommunen hæver fartgrænsen til 80 km/t, vil det have en farlig psykologisk effekt på trafikanterne. Erfaringer viser, at de bilister, der i dag bevidst kører over grænsen, blot vil rykke deres hastighed tilsvarende op. Resultatet bliver, at der fremadrettet vil blive kørt 90–100 km/t forbi vores huse. Det vil skabe en uacceptabel eskalering af ulykkesrisikoen på en i forvejen presset strækning.

Trafikmængden (GPS-effekten): Da fartgrænsen på 60 km/t blev indført i 2017, havde det en øjeblikkelig og mærkbar positiv effekt på trafikmængden. Moderne navigationssystemer (Google Maps, Apple Maps og lastbil-GPS'er) loggede herefter strækningen som en "langsom rute" og begyndte automatisk at lede den tunge gennemfartstrafik – f.eks. fra Sorø-området – udenom Tølløsevej og ud på det overordnede hovedvejsnet (rute 57).

Hvis kommunen hæver hastigheden til 80 km/t, vil strækningen øjeblikkeligt poppe op som den hurtigste genvej på tusindvis af GPS-skærme hver dag. Det vil udløse en markant trafikeksplosion af pendlere og tunge køretøjer på en vej, der ikke kan bære det.

Det ulogiske forløb, "harmonikakørsel" og negative klimakonsekvenser: Det planlagte hastighedsforløb fra Ugerløse mod Tølløse fremstår fuldkommen ulogisk, usammenhængende og trafiksikkerhedsmæssigt uforsvarligt. Med den foreslåede ændring vil en bilist opleve følgende kaotiske forløb på en meget kort strækning:

StrækningFartgrænseLængde (meter)
Ugerløse byskilt – Nyrupvej60 km/t1.100 m
Nyrupvej – Katholmvej80 km/t860 m
Katholmvej – Nr. Vallenderød60 km/t1.600 m
Nr. Vallenderød40 km/t (+ 3 pudebump)600 m
Nr. Vallenderød – Slotsefterskolen80 km/t1.400 m
Slotefterskolen – Gammel Tølløse60 km/t900 m
Gammel Tølløse – Tølløse byskilt80 km/t400-500 m
Tølløse byskilt – Krydset v/Hjortholmvej40 km/t500 m

Dette konstante skifte mellem 40, 60 og 80 km/t modarbejder et jævnt trafikflow. På en strækning på ca. 7,5 km. er der 8 fartskifter – svarende til en acceleration eller deceleration for hver 900 meter. Dette er da fuldkommen ulogisk og inviterer til aggressiv acceleration og hårde opbremsninger, hvilket øger risikoen for ulykker markant.

Sekundært hertil viser trafikforskning og energiberegninger, at netop denne form for "harmonikakørsel" øger brændstofforbruget og CO2-udledningen markant, da acceleration er den mest energiintensive del af kørslen. Den nuværende fartregulering inviterer i forvejen til en uhensigtsmæssig kørsel i denne henseende og at tilføje endnu en ’fartzone’ på strækningen vil kun bidrage yderligere hertil. Dette kan da ikke være i overensstemmelse med kommunens målsætninger om grøn omstilling og reduktion af transportsektorens klimaaftryk.

En reelt forsvindende tidsgevinst: En beregning viser, at en bilist på den 860 meter lange strækning mellem Nyrupvej og Katholmvej reelt kun sparer ca. 11,7 sekunder ved at køre 80 km/t frem for 60 km/t, når den nødvendige tid til acceleration og deceleration er medregnet.

Afsluttende bemærkninger

Afslutningsvist skal det bemærkes, at det fremstår fuldkommen uklart, hvorfor der skal gennemføres en fartændring på strækningen – især med en øgning af farten. Hvis man skulle ændre fartreguleringen, så skulle det være til 60 km/t på hele Tølløsevej.

Vejens forhold med den trafiksammensætning der er og den allerede eksisterende fartregulering tilsiger på ingen måde et behov for at øge fartbegrænsningen. Hvis det er for at tilgodese fx beboere i Ugerløse by, så vinder de intet med den næsten ikke eksisterende tidsgevinst. Det nylige indslag i TV2 ØST, hvor en borger, der bor på Katholmvej, udtalte sig positivt om 80 km/t, er stærkt misvisende for det samlede beboerønske. Den pågældende har boet på strækningen i 10 måneder og har af gode grunde ikke det fornødne historiske kendskab til strækningens reelle uheldsbelastning og trafiksammensætning.

Det fremstår fuldstændig ude af proportioner at kompromittere trafiksikkerheden, øge CO2-udledningen, forringe benzinøkonomien og splitte vejforløb endnu mere op i korte, forvirrende hastighedszoner for at opnå en ligegyldig tidsbesparelse på 11 sekunder. Den nuværende fartgrænse på 60 km/t fungerer som et effektivt værn, der beskytter strækningen mod for høj fart og for megen trafik.

Vi opfordrer derfor kraftigt Holbæk Kommune til at fastholde hastighedsbegrænsningen på 60 km/t af hensyn til trafiksikkerheden, miljøet og sund fornuft.

Vi har allerede fået flere mundtlige tilkendegivelser fra vores naboer, der er enige i de i dette brev angivne betragtninger. Derudover har vi startet en underskriftindsamling langs strækningen, som I kan følge her: https://www.underskrift.dk/nej-til-80-kmt-pa-tollosevej.

Vi har desuden sendt vores perspektiv til diverse nyhedsmedier, blandt andet TV2 ØST, da disse har fremlagt beslutningen om netop vores strækning som et tiltag, som modtages positivt af borgerne – hvilket vi bestemt ikke er enige i.

På vegne af beboerne på Tølløsevej

Truels Kock Mogensen og Natasja Uldall Svennevig

Tølløsevej 300

4350 Ugerløse

26
underskrifter

Del denne indsamling

E-mail

Seneste underskrifter

Anonym underskriver

Det er den strækning på Tølløsevej med flest huse og dårligste udsyn der overvejes at ændre til 80. Rigtig dårlig ide, også ift landbrugskørsel.

for 22 timer siden

Brian Langelund

Det er fuldstændig ulogisk at ændre hastigheden for et så kort stykke vej .. har kommunen ikke nok at lave ??

for 1 dag siden

Elsebeth Henriksen

Tølløsevej knækker i kanten ved mere tung trafik. Det bliver meget dyrere for Holbæk kommune, at vedligeholde den.

for 3 dage siden

Anonym underskriver

Synes bestemt ikke det skal laves om til 80 km, der er jo en del af os der bor langs Tølløsevejen, som ikke har den bedste udsigt når man skal ud på Tølløsevejen. Da vi havde 80 km sidste gang, havde vi der også et par dødsulykker på Tølløsevejen

for 5 dage siden

Noah Samuel Waynert

Undskyld for udtalelsen til TV2. Jeg er sidenhen blevet klogere på vejens historie og støtter jer helt og holdent.

for 6 dage siden

Karin Waynert

for 6 dage siden

Nicolai Kai christoffersen

for 6 dage siden

Hanne Aabo

Tølløsevej 294, Minnislyst

for 1 uge siden

pernille aabo

for 1 uge siden

Peter Christian Henriksen

Støtter op om anmodningen

for 1 uge siden